Der findes flere forskellige former for kræft i huden hos katte, men afsnittet her vil handle om hudkræfttypen – Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC) også kaldet Bowen´s disease eller som – Bowenoid In Situ Carcinoma. Læs også Kræft hos katte, hvor de mere generelle symptomer beskrives.
Hvad er Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC)?
Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC) findes i en menneskelig udgave, der kaldes for Bowen´s disease.
Hudkræfttypen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC) er oftest en godartet tumor (kræft) i huden eller slimhinden, der ligner en vorte. Det, at tumoren er godartet, betyder, at den ikke direkte ødelægger de indre organer, og derved er dødelig for katten.
SCC begrænser sig til kattens hud og hårsækkene. Selve kattens hud bliver beskadiget af små faste fortykkelser eller små forhøjninger i huden, som kan være alt lige fra knuder, vorter, sår, sorte belægninger med skorper, eller sorte skorper med ”horn”. Disse ”horn” (Cutaneous) kaldes også for ”Cornu Cutaneum”, og er en klinisk diagnose, der henviser til et kronisk fremspring på overfladen af huden, der ligner små miniature ”horn”. Disse ”horn” kan opstå fra de omkringliggende hudbeskadigelser og kan være både godartede og ondartede.
Der, hvor huden er beskadiget af sorte skorper eller/og belægninger, er der hårmangel eller hårtab på grund af manglende vækst eller ødelæggelse af håret.
Det er begrænset hvor meget nyt, der er skrevet om kræft i huden hos katte. At der er kommet mere fokus på hudkræft hos katte kan måske skyldes, at vi i dag er blevet mere opmærksomme på, at katte er ligeså udsatte for at få kræft, ligesom mennesker.
Hvorfor får katte hudkræft?
Der er mange faktorer, der spiller ind, når vi taler om, hvad der kan være årsag til at katte, udvikler kræft i huden, for kræft hos katte er ligeså komplekst som hos mennesker – for hvad med kattens foder, er katten opvokset i et rygerhjem eller er det en ude- eller indekat. Der er helt sikkert mange andre faktorer, der spiller en væsentlig rolle i udviklingen af hudkræft hos katte, akkurat ligesom hos mennesker, der også påvirkes af mange forskellige faktorer som bl.a. kost og miljø, når vi taler om udvikling af kræftsygdomme.
- En tidligere undersøgelse fra 1999 pegede på, at de katte, der var angrebet af hudkræfttypen SCC, var kastreret/neutraliseret. Der har ikke efterfølgende været foretaget nye undersøgelser, der har bekræftet den tidligere undersøgelse.
- Undersøgelsen fra 1999 kunne ikke sige noget om, om det var inde- eller udekatte, der blev ramt af SCC.
- Solens stråler ser tilsyneladende ikke ud til at være en risikofaktor for udviklingen af tumore i huden hos katte.
- Undersøgelser der dog ikke er direkte relateret til SCC siger dog, at katte, ligesom mennesker, skal undgå alt for overdreven solbadning. Og derfor vil det være en god idé så vidt muligt at afskærme for den direkte sol.
- Det er hovedsageligt midaldrende og ældre katte, der får denne type hudkræft (Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ), men også unge katte kan blive ramt af sygdommen. Undersøgelsen fra 1999 pegede på, at katte der var blevet angrebet af hudkræft (SCC) var i alderen 5 til 20 år.
Hvor sidder hudkræften på katten?
De områder på kattens krop, der oftest er angrebet er: Hoved, hals- og skulderområdet, ben, mave og poter. I nogle tilfælde kan også kattens mundslimhinde være angrebet.
Hvad er symptomerne på hudkræft?
- Symptomerne er sorte skorper, sårdannelse, vorter eller belægninger, der har udviklet sig, så der er udviklet ”horn” ud fra de fortykkede sorte belægninger i huden.
- Det område af kattens hud, der er blevet angrebet er normalt mellem 5 mm til 3 cm i diameter, men kan godt være større områder.
- Når hudtumoren (hudkræften) har udviklet sig voldsomt, kan man med det blotte øje både se og mærke de fortykkede belægninger.
- Er der udviklet ”horn”, kan de stikke ud gennem pelsen.
- Det beskadigede hudområde klør ikke på katten, men kan nemt bløde, hvis der er udviklet sårdannelse i tumoren.
Hvordan kan man opdage hudkræft hos sin kat, når man ikke umiddelbart kan se de sorte ”pletter”?
- Der kan gå meget lang tid, før man som ejer opdager disse belægninger/skorper/vorter, og der kan derfor gå lang tid før man opsøger sin dyrlæge. Nogle katte kan være bærere af hudkræften mellem 1-6 måneder og andre i op til 2,5 år, før den bliver opdaget.
- Man kan hverken mærke eller se vorterne/belægningerne uden på pelsen. Det er først når pelsen bliver barberet af, at man kan se de sorte belægninger/skorper, eller hvis der vokser ”horn” ud fra tumoren, som der stikker ud gennem pelsen.
- Katte har tilsyneladende ingen smerter i forbindelse med kræftsygdommen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC). Det er kun når disse ”horn” har udviklet sig, at katte kan reagere og derved blive irriteret, når man undersøger eller rører ved det syge område med ”horn”.
Katte, der udvikler en enkelt hudtumor vil indenfor 2 til 12 måneder udvikle yderligere sorte belægninger/vorter/skorper.
Behandling af hudkræftsygdommen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC)
- Når en kat har fået diagnosen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC) skal katten til dyrlæge og undersøges med jævne mellemrum helst indenfor 2 til 3 måneders intervaller for at holde øje med om nye udbrud af hudtumore er under udvikling.
- Den mest effektive behandlingsmulighed, der kan hjælpe katten synes at være operation – dvs. dyrlægen fjerner hudtumoren kirurgisk. Selv om, at dyrlægen opererer det kræftramte område væk, er der ingen garanti for, at hudkræften ikke vil udvikle sig ydereligere. Ofte vil nye hudtumorer udvikle sig andre steder på kattens krop. Uden fjernelse af kræftvævet vil katte med kræft i huden, ikke kunne overleve ret længe.
- Kemoterapi og stråleterapi kan være en mulighed, men nogle dyrlæger fraråder denne form for behandling på grund af bl.a. bivirkningerne.
Læs artiklen Kræftsyge kæledyr får kemo. Det er uvist, om der har været anvendt kemo- eller stråleterapi mod SCC.
Er der lavet nyere undersøgelser om katte og hudkræft?
Det er begrænset, hvad der lavet af nyere undersøgelser af hudkræft hos katte, men en af de nyere videnskabelige undersøgelser om Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC) er fra 2009: Clinical, Histologic, and Immunohistochemical Analyses of Feline Squamous Cell Carcinoma In Situ.
Billeder af kræftsyge katte
Nedenfor kan du se billeder af Buffy, der er 15 1/2 år, og andre katte der har fået diagnosen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC):
Billederne her er taget for 5 år siden, hvor Buffy fik konstateret hudkræft:
Buffy blev opereret for hudkræft den 14. marts 2013. Nedenfor kan du se billederne som dyrlægen tog i forbindelse med operationen:
Buffy blev opereret igen den 30. maj 2013 – denne gang for kræft på begge forpoter og den ene trædepude. Nedenfor kan du se billederne, som dyrlægen tog i forbindelse med operationen:
Nedenfor kan du se andre billeder af kræftsyge katte med diagnosen Multiple Squamous Cell Carcinoma In Situ (SCC):
Dyrlæge, Christa Hede fra Centrum Dyreklinik, København V. har godkendt artiklen.
Pingback:Kræft hos katte: Symptomer, årsager og behandling kattensliv
Pingback:Kræft hos katte er den hyppigste dødsårsag - læs mere på kattensliv.dk