Artemis fik Kronisk nyresvigt

Artemis’ historie

 

Kronisk Nyresvigt

Artemis leger med en snor, som hun selv har hentet i kassen med kattelegetøj.

Artemis blev født i maj 2002. De første 6 år af hendes liv boede hun i en lejlighed på Nørrebro. På et tidspunkt kunne hendes ejer ikke længere beholde hende, og vi havde det store held at blive hendes nye familie, så i maj 2008 flyttede hun hjem til os i Esrum 🙂

 

Hun var en lille sort huskat, meget nysgerrig og usædvanlig intelligent. Hun “snakkede” meget og “svarede” når vi talte til hende, og kom hen til os, når vi kaldte på hende. Hun elskede at være sammen med os.

 

Hun kom altid op af trappen om morgenen når vi stod op, hun ventede ved døren, når vi kom hjem fra arbejde, og hun opholdt sig sammen med os, når vi var hjemme og deltog i alt hvad vi lavede. Havde hun lyst til at lege med snor, så fandt hun den selv i kassen med kattelegetøj og kom slæbende med den.

 

Om aftenen lå hun altid i sofaen hos en af os, med mindre der var ild i brændeovnen, så lå hun og varmede sig foran den :). Hun havde kort sagt en stor personlighed, og en stor plads i vores liv.

 

Desværre fik Artemis i slutningen af februar 2016 konstateret Kronisk nyresvigt. Da Artemis fik diagnosen søgte vi naturligvis efter information om sygdommen på nettet. Det viste sig imidlertid at være svært at finde ret meget, som vi kunne bruge til noget. Det meste var meget teknisk i form af symptomer, diagnosticering og behandling. Det er alt sammen noget som er godt at vide, men det man har allermest brug for som ejer af en kat med kronisk nyresvigt er, andres praktiske erfaringer med sygdommen samt hvordan man håndterer den. Og det var svært at finde.

 

Efterhånden fandt vi den information, vi havde brug for, men det tog tid, og vi nåede derfor at lave fejl, som ellers let kunne have været undgået. Vi besluttede derfor at skrive om vores oplevelser med at have en kat med kronisk nyresvigt, i håb om, at det kan være en hjælp for andre, som kommer i samme triste situation.

 

Tiden op til sygdommen blev diagnosticeret
Kronisk nyresvigt udvikler sig typisk over længere tid, men nyrerne har en meget stor reservekapacitet, og katten udviser derfor få eller ingen symptomer på sygdommen, før den er meget fremskreden. Den opdages derfor oftest først sent i forløbet, når 75-90% af nyrekapaciteten er tabt. Så med mindre man tilfældigvis har katten til dyrelæge, og får taget en blodprøve på det rigtige tidspunkt, vil man ofte ikke opdage, at der er et problem, før skaden på nyrerne er betydelig. Dette var også tilfældet med Artemis.

 

Der er dog et par indikationer, som man skal være meget opmærksom på. Den væsentligste er, hvis katten begynder at drikke og tisse mere. Det gjorde Artemis, men dels skete det langsomt og gradvist, dels virkede Artemis glad, frisk og rask. Endelig havde vi tilfældigvis haft hende til dyrlæge i anden anledning ca. 1 år før sygdommen blev diagnosticeret, hvor hun bl.a. fik taget en blodprøve, hvor alle tal var normale, så vi tillagde det derfor ikke den store betydning.

 

En anden indikation var, at hun efterhånden helt holdt op med at spise tørfoder, som hun ellers altid har været meget glad for. Vi antog, at det nok skyldtes, at hun havde fået trukket et par tænder ud, og det måske derfor var ubehageligt for hende at tygge tørfoder.

 

En sidste ting som vi, her i bagklogskabens klare lys, tror var en (meget tidlig) indikation på nyreproblemer var, at Artemis var meget længere end vores andre katte om at komme sig over bedøvelsen hun fik, da hun fik trukket de dårlige tænder ud. Vores andre katte har typisk været på højkant midt på eftermiddagen, hvis de har været bedøvet om morgenen. Artemis var næsten 24 timer om at komme sig helt over bedøvelsen, og det var som før nævnt ca. 1 år før hun fik konstateret kronisk nyresvigt.

 

Diagnosen: Kronisk nyresvigt
I slutningen af februar 2016 blev Artemis syg. Det kom meget pludseligt. Hun havde spist og drukket med god appetit om morgenen, og da det var tid til aftensmad, hoppede hun ned af sofaen for at gå ud i køkkenet, som hun plejede. Det virkede, som Kronisk Nyresvigt hos katom hun pludseligt fik det dårligt, så hun stoppede på halvvejen, satte sig ned, og kunne herefter ikke lokkes til spise eller drikke overhovedet. Det var meget atypisk for Artemis for hun var ellers meget madglad.


Næste morgen havde hun det ikke bedre, så vi kørte hende til dyrlægen. Blodprøven viste, at hun havde kronisk nyresvigt, og røntgenbillederne viste, at den ene nyre var forstørret. Dyrlægen vurderede, at den ene nyre var meget skadet og den anden var også ramt, men var dog bedre.

 

 

Det er et kæmpe chok den ene dag at stå med, hvad man troede, var en ældre, men sund kat, og den næste dag stå med en alvorlig syg kat med en uhelbredelig sygdom. I sådan en situation går der naturligvis en del tanker og spørgsmål gennem hovedet på én.

 

Kronisk nyresvigt kan have flere forskellige årsager. I Artemis’ tilfælde skyldes det, at hun havde en uhelbredelig medfødt sygdom kaldet Cystenyre, som først blev opdaget, da hun fik konstateret kronisk nyresvigt. Cystenyre resulterer i, at der dannes væskefyldte blærer i nyrerne, som langsomt ødelægger nyrernes funktion. Sygdommen fortsætter med at forværres, indtil nyrerne ikke kan mere – det er kun et spørgsmål om tid.

 

Kronisk nyresvigt er derfor en meget alvorlig sygdom, og den vil med tiden føre til døden. Katten kan ofte leve med sygdommen i en periode. Der kan gå alt fra måneder og op til et par år, før sygdommen opdages, afhængigt af hvor fremskreden den er på det tidspunkt, den bliver opdaget. Man opdeler typisk sygdommen i 4 faser, og Artemis var desværre i sidste fase, men selv her kan der stadig gøres noget.

 

Da vi fik at vide, at Artemis havde Kronisk nyresvigt var vores umiddelbare reaktion naturligvis, at der skulle gøres ALT, hvad der var muligt for Artemis. Vi var bekymret for hendes livskvalitet, og vi ønskede naturligvis ikke at trække hende gennem måneders eller års sygdom, hvis hun ville have smerter eller generelt have det dårligt. Heldigvis giver sygdommen almindeligvis ikke smerter, og med den rette behandling ville Artemis kunne leve en stort set normal tilværelse, hvor hun ville have det godt hovedparten af den tid, hun havde tilbage. Så vi overvejede IKKE på noget tidspunkt at aflive hende.

 

Behandling af Kronisk nyresvigt
Kronisk nyresvigt skyldes som før nævnt, at nyrerne er skadede, og den skade, der er sket, kan ikke repareres, for det ville kræve en nyretransplantation, som formentlig ikke udføres i Danmark.


Behandlingen af Kronisk nyresvigt består derfor først og fremmest i at skifte til en speciel nyrediæt, som mindsker belastningen af nyrerne, så de igen kan magte at gøre deres arbejde.


Da vi kom hjem fra dyrlægen med Artemis, var vi derfor meget opsat på at få hende over på nyrediæten, så hurtigt så muligt. Det var imidlertid en stor fejl. Artemis var vant til at få friskkogt fisk hver dag, og det elskede hun. Hun kunne derfor slet ikke forstå, at hun pludselig ikke mere fik fisk, når Fie (vores anden kat) stadig fik. Det betød, at Artemis gik helt fra kosten.


Hvad vi skulle have gjort, og også endte med at gøre var, at gå tilbage til hendes tidligere kost og vænne hende til den nye diæt over en periode. Stille og roligt, og i løbet af 1 til 2 uger gav vi hende mindre portioner fisk og større portioner nyrediæt. Vores håb var, at vi på et tidspunkt kunne få hende over på 100 % nyrediæt. Det lykkedes aldrig, men vi fik hende over på en kost bestående af ca. 25 % fisk og 75 % nyrediæt. Det viste sig heldigvis at være tilstrækkeligt til, at nyrerne kunne fungere, og hun havde det godt.


Vi besluttede, at det måtte være nok, også selv om det måske betød, at hun ville leve lidt kortere. Den lille daglige portion fisk var klart en af de ting, der gav hende noget at glæde sig til, og som bidrog væsentligt til hendes livskvalitet. Det kunne vi ikke nænne at tage fra hende.


Når man læser om andres erfaringer med nyrekatte, så er et af de største problemer, som nævnes, at katte med kronisk nyresvigt kan være meget svære at få til at spise og drikke. For mange katteejere er det en daglig kamp. På det punkt var vi heldige, for Artemis’ appetit gik kun lidt op og ned, men i det store hele var det muligt få hende til at spise.


Katte er i høj grad et vanedyr, og man skal derfor være lidt varsom med at ændre alt for meget på kosten, medmindre dyrlægen har anbefalet det. Når det kniber med at få en nyrekat til at spise, så er der nogle ting, man kan prøve. I vores tilfælde virkede nedenstående ofte godt for os:

  • at hælde fx en smule tunvand (fra dåsetun) eller fiskeolie (fra dåsekippers) over nyrediæten.
  • at tage hendes madskål med ind til spisebordet – så spiste hun, når vi spiste.
  • at sætte hendes madskål på bordet og lade hende “stjæle” mad fra bordet.
  • at stille madskåle med nyrediæt andre steder end normalt.
  • at snakke med hende mens hun spiste.
  • at prøve et andet mærke eller en anden variant af nyrediæt (også selv om det var en, man allerede havde prøvet tidligere uden succes).
  • at få dyrlægen til at give en indsprøjtning med B vitamin (stimulerer appetitten).


Kronisk Nyresvigt hos katteHvad man derimod aldrig må gøre, er at forsøge at “sulte” katten til at spise nyrediæt. Katte er meget stædige, og det vil normalt ikke virke. Desuden tåler katte meget dårligt at sulte, og selv få dage uden mad kan skade katten. Det allervigtigste er dog, at katten får noget at spise, også selv om det betyder, at man ind imellem helt eller delvist må droppe nyrediæten. Ens kat lever muligvis ikke længe uden nyrediæten, men den lever endnu kortere, hvis den slet ikke spiser noget.


En anden meget vigtig ting at sikre sig er, at katten altid har adgang til frisk vand. Nyrekatte drikker mere og mere, i takt med at sygdommen skrider frem. Vandet skal derfor skiftes flere gange om dagen – minimum morgen og aften. Vandskålen skal gøres ren / skiftes dagligt for at undgå bakterier.

 

At leve med en nyrekat
Når man har en nyrekat, får det også nogle konsekvenser: Det er vigtigt at sikre sig, at katten får noget at spise, hvilket som det fremgår af ovenstående kan være en udfordring (ikke mindst, hvis man har mere end en kat). Man skal derfor være forberedt på, at det kan tage mere tid, fordi man kan ikke kan regne med, at det er nok bare at stille en madskål frem, og så forvente, at katten spiser. Ligeledes kan nyrekatte hurtigt blive dårlige og have behov for at komme til dyrlægen.


Så ferier mv. kan være et problem. Vi valgte derfor, at der altid skulle være mindst én af os, som var hjemme. Det betød, at besøg hos mine forældre i sommerferien blev forskudt.


Desuden må man påregne, at katten skal til dyrlæge med jævne mellemrum, og særligt i tiden efter diagnosen samt hen mod slutningen. Typisk vil der være behov for at få taget blodprøver, og ofte også røntgenbilleder, for at kunne følge sygdommens forløb. Det er ikke gratis, så har man ikke en forsikring, må man påregne en del udgifter hertil (typisk 1500-3000 pr. besøg). Ligeledes koster nyrediæt en del mere end normal kattemad. Vi brugte nok omkring 150 kr. pr. uge på vådkost. Endelig kan der også være udgifter til evt. medicin.


Vi havde ingen forsikring, men vi havde heldigvis råd til det nødvendige foder og dyrlægebesøg, men der er ingen tvivl om, at i en sådan situation vil en forsikring være god at have, så det vil vi anbefale. Det ville ikke være til at bære, hvis det havde været vores økonomi, der skulle afgøre, hvorvidt Artemis skulle behandles eller aflives.

 

Kat med Kronisk Nyresvigt

Artemis var en meget kærlig og usædvanlig intelligent kat


Sygdommens forløb
Da Artemis kom hjem fra dyrlægen, efter at have fået diagnosticeret sygdommen, var hun stadig tydeligt påvirket, og der gik ca. 14 dage, før hun var nogenlunde sig selv igen. I den periode var vi meget i tvivl om, hvorvidt det vi gjorde, var det rigtige, eller om det havde været mere humant at aflive hende. Men i de følgende 5-6 måneder havde hun det godt. Der var nogle enkelte “kriser” af nogle få dages varighed, hvor vi havde hende til dyrlægen. Samlet set, var der rigtig mange gode dage, og kun meget få dårlige, så vi mener, at vi traf den rigtige beslutning.


I september måned fik Artemis imidlertid en urinvejsinfektion, som vi opdagede ved, at hun begyndte at tisse andre steder end i kattegruskassen, og vi kunne også se, at der var blod i urinen. Hvis katte begynder at tisse andre steder end normalt, kan det skyldes, at katten oplever, at det er i forbindelse med toiletbesøg i kattebakken, der udløser det ubehagelige og smertelige. Katten begynder derfor, at associere kattegruskassen med det, og derfor tisser den andre steder i håb om, at det er mindre ubehageligt og smerteligt.


Artemis kom derfor på en penicillinkur. At give en nyrekat en penicillinkur er lidt af et tveægget sværd, fordi kuren er nødvendig for at slå infektionen ned, og samtidig kan penicillinen skade nyrerne, så sygdommen skrider endnu hurtigere frem. Heldigvis fik Artemis det hurtigt bedre, og efter godt og vel 2 uger stoppede vi behandlingen.


I løbet af mindre end en uge blev Artemis igen syg, og denne gang hun blev meget dårlig. Det viste sig, at nyreinfektionen var vendt tilbage. Hun kom derfor igen på en penicillinkur, og i løbet af nogle få dage fik hun det godt, men efter ca. 3 uger var der stadig for mange bakterier i urinen. Så vi måtte skifte til en mere effektiv (og potentielt mere skadelig) penicillintype, og samtidig begyndte hun at få blodtryksmedicin. Forhøjet blodtryk forekommer ofte hos katte med kronisk nyresvigt. Efter yderligere 2-3 uger var infektionen væk. Vi havde i mellemtiden fundet information på nettet om infektioner, hvoraf det fremgik, at det ofte er vanskeligt at slå urinvejsinfektioner ned hos nyrekatte, og at de derfor typisk skal have penicillin i 4-6 uger.


Igen gik der kun ca. en uges tid, hvorefter infektionen kom igen, og denne gang fangede vi den i opløbet, så Artemis nåede ikke at blive dårlig. Vi besluttede, at siden infektionerne blev ved med at komme tilbage, var der ingen anden mulighed end permanent at give hende penicillin. Når hun fik penicillin, havde hun det fint.


Igen så penicillinen ud til at hjælpe, men ca. en uge senere vågnede vi op til en tydeligt dårlig Artemis. Hun kunne ikke løbe op af trappen, som hun plejede og hun gemte sig. Begge hendes nyrer var synligt hævede, og hun ville ikke spise. Det var tydeligt, at enten virkede penicillinen ikke længere, eller også så var hendes nyrer nu blevet så dårlige, at selv diætkosten ikke hjalp. Vi så derfor ingen anden mulighed, end at ringe til dyrlægen. Artemis sov ind lidt over kl. 10, søndag d. 13. november 2016.

 

Kronisk Nyresvigt hos Kat

Et sidste billede taget få minutter før dyrlægen kom. På billedet kan man slet ikke se hvor syg Artemis er, skriver Ebbe.

 

Nyttigt link om Kronisk nyresvigt:
http://felinecrf.org/ (Tanya’s Comprehensive Guide to Feline Chronic Kidney Disease – Everything You Need to Know to Help Your Cat)
Hjemmesiden er på engelsk, men indeholder utroligt meget information.

 

Indlægget er skrevet af:
Ebbe Holleris Petersen, Græsted “Far” til Artemis

Lukket for kommentarer.