Opsætning af Katte-net på altan

 

Hvad er katte-net og hvor købes det?
Katte-net er det bidsikre og solide net med metalsnor indeni, så katte ikke kan bide igennem det.  Katte-net kan købes på flere forskellige hjemmesider samt i udvalgte fysiske butikker. Katte-net fås i forskellige mål og priser. Nettet består af masker der er 3×3 cm. Selve nettet virker næsten usynligt set udefra. Vores ene net er fra 2012, og det er stadig meget slidstærkt, og ikke til at rive i stykker.

 

Det bidsikre net er olivengrønt, men man kan også købe klart net. Det klare net er ikke bidfast, og fuglene har svært ved at se det, og kan derfor nemt komme til at hænge fast i nettet. Derfor anbefaler vi det olivengrønne net.

 

Hvordan sætter man et katte-nettet op på altanen?
I den pakke du køber medfølger der en lang snor og kroge.

 

Krogene skal monteres i bunden af overboens altan
Krogene monteres i bunden af overboens altan, hvis du har en overbo. Krogene skal sidde i bunden og ikke i metalkanten. Krogene skal monteres med 30 cm mellemrum og 4 cm fra yderkanten.

 

Krogene monteres i bunden af overboens altan.

 

Er din altan stor og dyb kan du bruge en 7-trins aluminiums stige til at stå på, fordi den er mere stabil, og du har noget at holde fast i, når du står og måler og borer.

 

Hvis altanen er forholdsvis lille og smal, er det umuligt at placere en så stor en stige (7-trinsstigen), fordi der ikke er plads til benene.  Brug i stedet for en høj stige. Husk at sætte sikkerhedselastikker med kroge fast på den sammenbukkede stige til værnet – i hvert fald hvis værnet består af balustre. Når stigen står fuldstændig fast kan man bruge en mindre aluminiumsstige at stå på, og så har man den høje, fastbundede stige foran sig.

 

Som en ekstra tryghed kan du binde en solid snor om livet, og få en anden person til holde fast i den. Så kan du, hvis du ikke lider af højdeskræk, komme til at måle op, bore huller og skrue skruerne i.  

Længste afstand mellem krogene skal være omkring 30 cm.

 

Den høje stige, du bruger som værn mod at falde ned, skal flyttes efterhånden som man arbejder sig fremad i loftet.

 

Der skal også kroge i muren ned langs begge sider, så nettet kommer til at sidde fast i siderne. Her er 30 cm også et godt mål.

 

 

Katte-nettet måles af og rettes til
Næste trin er at brede nettet ud i fuld størrelse. Læg evt. nogle tunge ting ovenpå nettet, så det bliver glattet lidt ud.

 

Du skal have det indvendige mål fra mur til hjørne på altanen, og ligeledes det indvendige mål fra yderste hjørne i venstre side til yderste hjørne i højre side fortil på altanen. Endelig skal du også have målet fra loftet og til gulvet.

 

Nettet vil typisk være for stort både i højden og i bredden. Du skal derfor klippe lidt af nettet, så det passer med dine mål. Beregn lidt ekstra mål i både højde og i bredde for ikke at risikere at komme til mangle net i den sidste ende.

 

Til det næste trin du skal i gang med, vil det også være en fordel at være to om. Nettet er 3×3 cm. Tag den snor, der følger med i pakken. Sæt snoren i fra det ene nederste hjørne. Snoren er lang og den skal ind og ud mellem maskerne hele vejen op langs med den ene side (svarende fra gulv til loft).

 

Dernæst skal snoren hen langs med altanens forkant, og hen fra det andet hjørne og ind mod muren i den anden side. I første omgang stopper man med at sætte snor i her.

 

Her mødes de to ender af snoren, som er ført igennem nettets ydersider.

 

Opsætning af katte-net
Nu skal selve nettet sættes op. Du starter med at sætte nettet op i det hjørne, hvor det skal sidde helt tæt ved muren. Du skal sætte nettet fast i den krog du har monteret i loftet tæt inde ved muren. Snoren skal sidde i krogen sammen med et stykke net. Selve nettet vil ikke være stærkt nok i længden til at bære sig selv, selv om det bidsikre net med metalsnor indeni er ganske solidt.

 

Når du har sat nettet på krogen langs med den første side på altanens forreste kant og langs med den anden side, skal du til at finde ud af, hvor meget du kan klippe af nettet, så det passer præcist.

 

Du sætter derfor selve nettet på krogene, som du har skruet fast på selve muren. Så vil det, hvis du har givet lidt ekstra bredde, typisk vise sig, at der skal klippes lidt af nettet. Du markerer, hvor der skal klippes af, og vær opmærksom på ikke at klippe længere ind, end hvor det passer med, hvor snoren skal sidde.

 

Her holdes nettet fast til det nederste af gelænderet med en strip.

 

Så tager du nettet ned igen, og klipper det af, som var i overskud. Dernæst trækker du snoren igennem, hvor den skal løbe ned langs muren. Stå på gulvet og gør det, da det er næsten umuligt at gøre, mens du står på stigen. Der er rigtig meget snor at trække igennem, så vi anbefaler helt klart at arbejde med det på gulvplan.

 

Herefter skal nettet op igen. Nu har du sat nettet fast på krogene langs med hele loftet og ned langs med muren i begge sider. Det kan vise sig, at man skal flytte lidt rundt på hvilken maske der skal sidde i hvilken krog, for at få det til at hænge så glat som muligt.

Nu skal du til at finde det rigtige sted at klippe af nettet forneden.

 

For at få nettet til at sidde pænt og glat skal det trækkes forholdsvis stramt ned.

 

Når du har fundet den længde, som får nettet til at ”bule” mindst muligt, sætter du snoren i forneden, til den møder snoren nederst i den side du satte i først. Det overskydende net klippes af.

 

Bunden af nettet skal også fastgøres.
Med jævne mellemrum fastgør man nettet til balustre så langt nede ved gulvet som muligt. Det lader sig selvfølgelig kun gøre, hvis værnet består af balustre.

 

Forneden er snoren med korte mellemrum sat godt fast til rækværket, så det holdes helt ned mod altangulvet.

 

Normalt vil nettet hænge lidt ind mod altanen i de yderste hjørner. Brug en pind evt. en grøn plantepind eller lignende som du sætter ind i nettet i hvert hjørne. Plantepinden sættes fast på altanen med et par strips – en lidt højt oppe og en længere nede. Det vil tvinge nettet indad i hjørnet. Så skulle nettet sidde der.

 

For at holde nettet ind mod hjørnet, har vi sat en plantepind ind i nettet, som er fastgjort til rækværket med et par strips.

 

Et kig ud gennem omgivelserne gennem katte-nettet.

 

Gode råd
Hvis altanen har håndlister af træ, som skal have olie, så kan du tage nettet ned ved at løfte det af krogene og lægge det på gulvet. For at vide præcis, hvor det skal hænges op på krogene igen bagefter, kan du sætte en lille snor i evt. et stykke gavebånd i den maske, som det skal hænge i, så er det bare at hænge det tilbage på den rette krog igen.

 

Hvis et altan-projekt står for døren i jeres ejendom kan I få altanfirmaet til at montere krogene i bunden mod betaling, så slipper I selv for at skulle i gang med både tommestok og boremaskine.

 

Husk jævnligt at tjekke selve nettet og hæftningerne, da katte er meget nysgerrige og enorm dygtige til at finde smutveje, når de bestemmer sig for at ville udenfor.

 

Sørg også for, at der er lavet flere forskellige pladser til katten – alt efter om det er skygge, eller en solrig plads katten har lyst til. Frisk vand og kattegræs er også et must ude på altanen.

 

Indlægget er skrevet af Marianne Pedersen, Vesterbro i København, “mor” til to skønne tøser

Lukket for kommentarer.